Seneste
Danskerne inviteres med helt ind i maskinrummet, når året for fejringen af Danmarks Motor Unions 100 år kulminerer i et gigantisk show i Parken den 28. juni i forbindelse med det danske Speedway Grand Prix.
Samtidig bliver det bliver med kongeligt besøg på lægterne, når verdens 15 bedste speedwaykørere mødes i Parken. Danmarks Motor Union (DMU) fylder 100 år og med H.K.H. Kronprins Frederik som protektor, er der lagt op til et historisk møde i Parken.
– Speedway Grand Prix’et i Parken er et af Danmarks Motor Unions helt store arrangementer i vores 100-års jubilæumspakke. Det bliver et fantastisk show, som selvfølgelig står i speedway-sportens tegn med forhåbentlig stor succes til de danske Grand Prix-kørere, fortæller Jørgen Bitsch, Danmarks Motor Unions formand.
Uden for Parken bliver der bygget en fanzone op, og her vil der være mulighed for bl.a. at få en snak med en række af de tidligere verdensmestre samt se og høre om nogle af de maskiner, de har vundet verdensmesterskaber på. Danskerne kan bl.a. møde Ole Olsen, Erik Gundersen Jan O. Pedersen m.fl. Jubilæumsbogen for 100 året bliver også præsenteret.
– Vi er rigtig stolte af at præsentere H.K.H. Kronprins Frederik som DMU’s jubilæumsprotektor, og at Kronprisen vil deltage i festlighederne i Parken. Til selve showet i Parken kan man være med til at hylde nogle af de tidligere verdensmestre, når de i en sand stjerneparade præsenteres for publikum, fortæller Jørgen Bitsch.
Også nationalsangen er der gjort ekstra ud af i år, det er nemlig den populære tidligere deltager i Talent på TV2, Sofie Bønnelykke Kierkegaard, der har fåret æren. Det store show afsluttes med et gigantisk festfyrværkeri i verdensklasse.
Det danske Speedway Grand Prix bliver afholdt i Parken for 12. gang. De tre danske VM-stjerner Nicki Pedersen, Niels-Kristian Iversen og Kenneth Bjerre er klar til at tage kampen op mod verdenseliten på hjemmebanen. De får selskab af den danske Wild Card-kører, Peter Kildemand. De danske kørere vil gøre alt for at vise sig frem for det danske hjemmepublikum og løfte taget af Parken. Og netop med taget over Parken er det optimale baneforhold, der møder kørerne på den mindste af samtlige Grand Prix-baner. Den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen har kørt 11 VM løb i Parken, men har aldrig vundet. Han har dog stadig banerekorden i Parken. Grand Prix løbet i Parken den 28. juni er det 6. i rækken af i alt 12 VM løb.