Seneste
Powerfreaks har ventet med længsel på næste generation af Triumph’s brutale Rocket 3. Nu er den nye muskelroadster her omsider – stærkere og mere avanceret end nogensinde.
Med afsæt i devisen ‘intet kan erstatte kubik’ er det i forvejen mægtige slagvolumen i den langsliggende række-3’er øget fra 2294 til 2458 kubikcentimeter, hvilket gør den til verdens største masseproducerede mc-motor og løfter effekten fra 148 til over 170 hk. Momentet øges fra 211 til over 221 Nm. Samtidig er der barberet hele 40 kg af vægten.
Elektronisk set er den nye Rocket 3 helt fremme i skoene med 2.-generations TFT-cockpit, fire køreprogrammer (Road, Rain, Sport og dit helt personlige), quickshift samt nedlægningsafhængig traction control og ABS. Affjedring og bremser er deluxe med fine, justerbare Showa-komponenter for og bag samt Brembo’s effektive Stylema-calipere på forhjulets 320 mm-skiver og en radialmonteret M4.32 monoblock’er på baghjulets 300 mm tallerken – sidstnævnte løsning har vi ikke set før.
Den nye Rocket 3 introduceres som Triumph Factory Custom-udgave i 750 nummererede eksemplarer, som er ekstraordinært udstyrede. Bl.a. med læderpolstret sæde (solo eller topersoners) og massevis af detaljer i kulfiber. Der kommer et enkelt eksemplar af Rocket 3 TFC til Danmark, og den forventes at lande hos Steven’s MC Shop til december. Prisen bliver 477.500 kr.